Kære rutinerede bilist

(vis dog hensyn for f....n)

---

Eleven er nervøs nok uden at du behøver bruge hornet

Jeg håber inderligt, at du og dine nærmeste er okay. Altså – det må I jo være, for den dødsensfarlige hast, du absolut MÅTTE frem med, kan da kun betyde, at nogen lå for døden. Alt andet ville jo være helt absurd. Jeg mener – ingen ved sine fulde fem kunne finde på at opføre sig sådan i trafikken, hvis det bare handlede om… lad os sige… at komme hjem til aftensmaden i tide, vel?

---

Her i skolevognen har vi det også godt. Mirakuløst nok. Min elev, der havde sin allerførste køretime, har stadig en puls på cirka 190, men hey – det er jo bare gratis erfaring, ikke? “Sådan her føles det, når voksne mennesker opfører sig som hormonforstyrrede teenagere bag et rat.” Fantastisk læring.

Lad mig lige tage resten af jer med på turen:

Strandvejen, nord for Vedbæk. Vi kører 52-55 km/t i en 50-zone. Ikke Formel 1, men absolut inden for lovens rammer. Så kommer vi til et vejarbejde, hvor vi har vigepligt. Vi standser, orienterer os, venter pænt på modkørende. Og dér, kære læser, får vi det første signal om, at bilisten bag os er en helt særlig type: hornet. Det velkendte “jeg har travlt, så reglerne gælder ikke for mig”-horn. Smukt.

Vi venter lidt mere – for der ER modkørende. Men bag os sidder manden, der tydeligvis har røntgensyn og kan se igennem både asfalt, autoværn og biler. Han mente jo, vi sagtens kunne nå det.

Som prikken over i’et, fulgte du os så et par kilometer med fjernlygterne blinkende lige ind i nakken på en nybegynder bag rattet. For hvis ikke hornet stresser nok, så er det jo heldigt, at du også har opfundet det mobile solarium. Tak for det.

Da du ENDELIG kom forbi os, blev det hele nærmest komisk. For bare 50 meter længere fremme kørte der en helt almindelig bil i helt almindelig fart. Bum. Hele dit alfa-han-show reduceret til… ingenting. Det må have gjort ondt på stoltheden.

Men du reddede selvfølgelig situationen ved straks at kaste dig ud i en fuldkommen sindssyg overhaling ind i et skarpt sving i skoven – uden frit udsyn. Bravo! Der sad vi så: Jeg, min elev og nok halvdelen af Nordsjælland, og klappede langsomt indvendigt over din evne til at sætte både dit eget og andres liv på spil for at komme… ja, hvorhen egentlig? Til Netto? Til sofaen? Til et glas rødvin?

Så endnu engang: jeg håber, du nåede det. For hvis du risikerer liv og lemmer – og skræmmer unge mennesker væk fra nogensinde at køre bil igen – for noget mindre end en hjerteoperation eller fødsel, så er der kun ét ord, der dækker: fjols.

Med venlig hilsen,

Kørelæreren, der stadig samler sin elev op fra chokket